Emma Hørlyck

Lørdag den 31.08.2019 kl. 15.30

Emma Hørlycks sange fortsætter med fanen for det danske sprog; for det banale, ægte, uperfekte liv. For outsideren. Og for historierne. Hun har ingen uddannelse, ingen ”plan B”, intet fast fundament. Alt sammen til ære for musikken og for lytteren. Emma brænder nemlig ikke kun for sangskrivningens snørklede muligheder og for de hudløst ærlige historier. Hun brænder også for lytteren – for at give et håb og et bevis på at man godt kan bryde ud af de trivielle kasser og stadig være noget. Emma har siden folkeskolen satset på musikken, og det har allerede båret frugt. Hun modtog bl.a. Engelsholm Højskolelegatet af Mads Langer og Engelsholm i 2018 og udgav i 2019 sin første EP, ”Til Liv (Og Død)”, med demoer fra hendes stemningsfilm af samme navn. Senest er hun blevet anbefalet af KarriereKanonen, og d. 30. maj udkommer hendes første singleudgivelse, ”Klar Scene”, på diverse streamingtjenester. Man kan gennem Emmas sange både trække tråde tilbage til gamle danske klassikere og videre til nyere dansksproget poesi.